OMTALER KRONOLOGISK

Artikel i Frederiksborg Amts Avis februar 2004

Det har fået en kunstkritiker til at tale om "ruinfragmenter" og "moderne civilisationskritik". Det er muligt, det forholder sig sådan. Kim Boll er oprindeligt, revisor-uddannet, inden billedkunsten nu har fået overtaget, og det kan ikke afvises, at han har en desillusion i sig. Men samtidig har han en stærk malerisk evne til at søge ud over kaos. Der er dybere perspektiver i hans billeder - døre, veje, udsigter - som om de øjeblikkelige, ufremkommelige landskaber blot er noget, der skal passeres.

KATALOGTEKST SEPARATUDSTILLING GALLERI KUNSTHUSET APRIL 2003  

Kim Bolls malerier har den forunderlige evne både at være stofligt nærværende og samtidigt unddrage sig enhver firkantede fortolkning.

Der hviler en aura af mystik over hans billeder. En mystik, der for nogen kan virke foruroligende, men som bør ses som en åbenhed overfor denne verdens fænomener.

I en tid, hvor vi dagligt konfronteres med bombastiske udsagn om det ene eller det andet politiske systems fortræffeligheder, kommer Kim Boll med en serie malerier, der tydeligvis forholder sig til tidens problemstillinger, men som nægter at komme med enøjede budskaber.

Det er ikke fordi, Boll ikke har klare meninger om verden, som den ser ud i dag. Betragter man malerierne, fornemmes en udpræget skeptisk holdning. På mange af billederne ser man konturerne af antikke bygninger eller kirker i fragmenteret eller forvitret form. En følelse af melankoli og tab lægger sig over disse ruinlandskaber, hvilket yderligere forstærkes af farveskalaen, som helt domineres af jordfarver. Medvirkende hertil er også Kim Bolls utraditionelle teknik med først at bygge malerierne op i lag på lag for senere at snitte, skære, kradse eller klippe sig ned igennem lærredet, så overfladen til sidst fremstår som et arkæologisk tværsnit, hvor skiftende tiders aflejringer er aftegnet.

Kim Boll nøjes dog ikke med at gengive bygninger og ruinfragmenter. Øde ørkenlandskaber, knoglerester og forvredne former af kun svært genkendelige objekter er sammen med de rent fysiske brudflader på lærrederne med til at give malerierne den dystre og foruroligende atmosfære, som er så typisk for kunstneren. Her er simpelthen tale om noget så sjældent som en moderne civilisationskritik med den ekstra dimension, at kritikken rammer langt dybere og mere eksistentielt end normalt. Der er intet nyt under solen, synes kunstneren at sige. Sådan er vi mennesker og sådan har vi altid været.

Kim Bolls billedverden er dog ikke uden håb. Bortset fra det befriende ved selve den maleriske proces, bør man også hæfte sig ved det faktum, at der på flere af hans malerier ses en vej, der forsvinder ind i billeddybden. I religiøs forstand er vejen ligesom tunnelen og himmelstigen brugt som symbol på overgangen til det evige liv. Lægger man dertil Bolls hyppige brug af den gyldne farve, der i ikonmaleriet på magisk vis inkarnerer Guds tilstedeværelse, har vi at gøre med en kunstner, der udover det rent kompositoriske også arbejder udfra etiske og religiøse problemstillinger. Det er præcist dette store ambitionsniveau, som sammen med et utvetydigt kreativt talent gør Kim Boll til en så spændende kunstner.

Af Tom Jørgensen, redaktør Kunstavisen

 Artikel i Kunstavisen 2002

Af Tom Jørgensen

Hvad gør en direktør, når hans virksomhed opkøbes af en anden? De fleste vil nok fortsætte i branchen og måske endda starte forfra. Meget få får den vanvittige og urentable idé at blive billedkunstnere.
Den 42-årige Kim Boll er ét af disse underlige mennesker.
Da hans firma, Postrytterne (De Røde Cykelbude), blev overtaget af De Grønne, havde han imidlertid en, ganske vist særdeles usikker, trumf i ærmet. En stor kunde havde engang udtalt sig positivt om ét af de malerier, han havde skabt på hobbyplan, og nu kastede Kim Boll sin kone og deres 2 sæt tvillingebørn ind på kunstens vanskeligt farbare vej.

Mund-til-mund metoden
Det viste sig nu hurtigt, at Boll havde valgt rigtigt. Kunderne begyndte at strømme ind, i starten alene på grund af mund-til-mund metoden, senere formidlet af galleriejeren Svend Andresen fra Kunst Huset, Vodroffsvej 24 på Frederiksberg.
I løbet af kort tid har Kim Boll opnået den lykke, at folk bogstaveligt køber hans malerier lige, når han er færdig. På det uopvarmede atelier i Elmegade kan Boll selv gå rundt og sætte røde prikker under malerierne i samme tempo som på en kunstmesse.
Hvad er det så, der har gjort hans malerier så populære?
Motivisk og farvemæssigt kan Kim Boll minde om Nina Sten-Knudsen. Hans malerier har den samme brede ramme med et centralt billedfelt, som Sten-Knudsen har brugt i sine lidt ældre malerier, mens farveskalaen er holdt i jordfarver med hvide og brune nuancer.

Ruinfragmenter
Det er måden, disse komponenter stykkes sammen på, som gør Kim Boll rigtigt spændende.
Farven har et utal af undermalinger, så den bliver ekstremt stoflig, der er blevet ridset og spartlet, mens kunstneren af og til påsætter et udskåret lærred i det centrale billedfelt som en slags billede i billedet.
Over den pulserende overflade har kunstneren skrevet lange række af smukke kalligrafiske ord, der i en slags stream of consciousness bearbejder indtryk fra underbevidstheden. Den nærmere mening med sætninger som ”Within walls roses and furs”, der rytmisk manende går igen i alle sekvenser, har en intim betydning for kunstneren. Nærmest som en slags sorgbearbejdelse over en barndom, der har været alt andet end let.
I en mørkere tone står så kompositionens centrale felt. Ruinfragmenter, portåbninger, mure og veje, der forskyder sig perspektivisk ind i dybden, giver associationer til antikken, til det gamle Rom eller helt tilbage til Ægypten og Mesopotamien. Et indtryk af nostalgi og smerte hviler over de ofte monumentale lærreder samtidigt med, at man tydeligt fornemmer en næsten barnlig maleglæde.
Man får øje på en trappe, en halvåben dør og begynder at tænke på, om disse kan være symbolske åbninger til en anden og bedre verden end det ørkenagtige morads, der udgør det centrale billedfelt.
Om kunstneren ligefrem benytter sig af en kristen ikonografi. Kim Boll vil imidlertid ikke give et entydigt svar, men nikker dog bekræftende til påstanden om, at der er noget gammeltestamenteligt over hele hans univers.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at man med Kim Boll står overfor en kunstner med et helt selvstændigt billedsprog og en forbløffende følelsesmæssig rækkevidde.
Det skal blive spændende at følge hans videre færd i den for autodidakter meget krævende kunstbranche.